Home /  mærkesager /  beskæftigelse / 

Beskæftigelse

Vi befinder os i en tid med stadigt stigende arbejdsløshed, og det har som konsekvens, at
chancen for at inkludere de grupper, der traditionelt har meget svært ved at finde fodfæste
på arbejdsmarkedet, bliver endnu ringere.

Desværre rammer den negative udvikling på beskæftigelsesområdet blinde og stærkt
svagsynede mennesker ekstra hårdt, fordi beskæftigelsesgraden hos denne gruppe er markant lavere sammenlignet med andre handicapgrupper.

DERFOR MENER VI:

  • At der er behov for en sammenhængende målrettet indsats fra grundskolen over ungdomsuddannelserne til erhvervsrettede uddannelser, der fokuserer på, at blinde og svagsynede skal have grundig erhvervsvejledning, muligheder for praktikophold og eksamener, der kan bruges på arbejdsmarkedet.
  • At der er behov for holdningsbearbejdelse hos forældre, lærere, selvstyre og kommunale embedsmænd, arbejdsgivere og –tagere, der skal rådgive, ansætte og arbejde sammen med blinde og svagsynede. Der er i dag mange fordomme om, hvad blinde kan og især ikke kan, og disse fordomme skal nedbrydes.
  • At der er behov for en central enhed, som kan afprøve, udvikle og beskrive hjælpemidler, som kan kompensere for synshandicappet. Det findes ikke i dag, og det hæmmer vores tilknytning til arbejdsmarkedet med den elektroniske og digitale revolution, der foregår.
  • At der er behov for hurtig og ubureaukratisk adgang til kompenserende hjælpemidler, som kan tilpasses den enkeltes arbejdssted.
  • At der er behov for mere fleksibel personlig assistance og bedre samspil med andre kompenserende foranstaltninger.
  • At der er behov for sikring af handicaptilgængelighed til nuværende og fremtidige it-systemer, ellers er det umuligt at fastholde eller opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.
  • At der er behov for uhindret adgang til materialer, så blinde og svagsynede kan få adgang til de samme materialer som andre medarbejdere.
  • At der er behov for uhindret adgang til livslang læring (efter- og videreuddannelser), uanset om man er arbejdsløs eller i erhverv.


ISI tager udgangspunkt i FN’s handicapkonventions artikel 27, “arbejde og beskæftigelse”.