Lydbogens historie
Af Henning Eriksen (medlem af Dansk Blindesamfund)
Lydbogens opståen
I 1930’erne begyndte de i USA og England at udviklede en teknik, der gjorde det muligt at indtale bøger på grammofonplader. Denne teknik nåede aldrig til Danmark, da Anden Verdenskrig udbrød. Efter krigen blev spolebåndet udviklet, og gjorde det muligt at indtale lydbøger og lave et egentligt udlån til mange brugere.
Det nuværende NOTA (Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder) var oprindeligt en lille afdeling på Det Kongelige Blindeinstitut, indtil det i 1952 blev et selvstændigt blindebibliotek under Socialministeriet. I midten af 1950’erne blev det muligt for blinde og stærkt svagsynede at låne lydbøger. Dansk Blindesamfund deltog aktivt i blindebibliotekets udvikling, så det var muligt at kopiere lydbøgerne i det bedst mulige format. De brugte spolebånd var tunge, og afhængig af bogens størrelse, kunne det ske, at pakken med en enkelt lydbog vejede 5 kilo.
For at kunne høre lydbøger, var det naturligvis en forudsætning at have en båndoptager til afspilningen. I begyndelsen af 1950’erne var det ikke et anerkendt hjælpemiddel for blinde og stærkt svagsynede. Dansk Blindesamfund modtog årligt 300 båndoptagere af Invalideforsikringsretten, som foreningen måtte uddele blandt medlemmerne, som var flere end antallet af båndoptagere. Punktlæsere kom bagest i køen, fordi de kunne læse bøger med fingrene i stedet. Der var dog flere, som også gerne ville lytte til bøger, og købte derfor selv en spolebåndoptager. Det var en dyr affære, da en af de mest populære båndoptagere fra Tandberg kostede ca. 800 kr. (svarer til 12.300 kr. i dag)l
I slutningen af 1950’erne så en landsdækkende lydbog dagens lys. To journalister fra hver sin avis – en fra den borgerlige presse og en fra den socialdemokratiske presse, havde til opgave at fremstille to ugentlige udgaver af lydavisen med nyheder fra ind- og udland, kronikker og reportager. For 5 kr. pr. måned kunne blinde og stærkt svagsynede nu følge med i aktuelle nyheder. Kort tid efter lydavisens start, blev det muligt for blinde og stærkt svagsynede også at lytte til interessespecifikke tidsskrifter, som eksempelvis tidsskrift for blinde landmænd.
Undervisning
I 1960’erne blev lydbøger også almindelige som undervisningsmateriale på Refsnæsskolen i Kalundborg og på Blindeinstituttet i København. Frem til i dag er det fortsat disse to institutioner, der står for materialeproduktionen til elever og studerende i folkeskole og på landets ungdomsuddannelser, mens det nuværende NOTA står for materiale til blinde i erhverv.
Udvalget
Der var naturligvis ikke uanede ressourcer til fremstillingen af lydbøger, så Blindebiblioteket forsøgte at nå flest mulige lånere med aktuelle bøger, indlæst af gode og neutrale indlæsere. Det var kun sjældent, at man brugte skuespillere, med undtagelse af Ebba Nørager, som var en af de mest anvendte indlæsere. Teksten skulle ikke fortolkes, da det skulle overlades til læseren. Derfor var det vigtigt, at indlæseren blot leverede ordene. Disse principper gælder også i dag, om end flere skuespillere benyttes som indlæsere.
I slutningen af 1970’erne var udviklingen så langt fremme, at alle lydbøger på Blindebiblioteket overgik til kassettebånd, som både var bedre lydmæssigt og væsentligt mindre end spolebåndene.
I begyndelsen af 1980’erne blev det en kommunal opgave at stå for produktionen af lokale lydaviser, så blinde og stærkt svagsynede borgere, kunne deltage aktivt i lokalsamfundet. Der var dog uenighed blandt journalister og bibliotekarer om, hvem der skulle redigere lydudgaverne. Brugerne ville helst have, at bibliotekarerne fungerede som redaktører, for at sikre, at det ikke blot var en lydavis specifikt til blinde. Man ønskede at få adgang til samme nyheder som seende medborgere. Det blev også muligt at få tidsskrifter indlæst hos Blindebiblioteket og købe adgang til dem for samme pris som i butikkerne.
De tekniske landvindinger gjorde det nu også muligt at søge og springe målrettet i teksten, fordi kassettebåndene havde et ekstraspor, hvor lavfrekvente lydsignaler kunne indlæses. Det næste skridt i udviklingen var de digitale medier, som cd’er og dvd’er. Sammen med nye afspilningsapparater, som for eksempel Plextalle eller Victor, blev det muligt at navigere endnu hurtigere rundt i teksten, og både cd og afspiller var lette at have med sig. Og en bog kan for det meste være på en enkelt cd-skive. I 2006 havde Blindebiblioteket konverteret hele deres bogbestand til cd’er i det såkaldte Daisyformat. Det betyder, at teksten er struktureret på en lettilgængelig måde, og lydkvaliteten er markant forbedret. En anden fordel ved cd-skiverne er, at de kan produceres så billigt, at brugeren kan beholde lydbogen. Simpelthen fordi, det er for omkostningsfyldt at håndtere tilbageforsendelse i forhold til at brænde en ny cd. Det er derfor muligt for Blindebibliotekets brugere at opbygge en bogsamling, og man kan nu blot tage en bog ned fra hylden, i stedet for at bestille og vente på forsendelsen fra Blindebiblioteket, hvis man gerne vil læse en specifik bog igen. Selv om adgangen til og kvaliteten af lydbøger er markant forøget de senere år, står der stadig i et ønske tilbage fra blinde og stærkt svagsynede om et endnu større udbud af litteratur. Der skeles til, hvorvidt bogen har et stort publikum eller ej, inden indlæsningen.
Det kan derfor være vanskeligt at finde relevant litteratur, hvis man har en særlig snæver interesse.
I 2009 skiftede Danmarks Blindebibliotek navn til Nota – nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder.