Home /  mærkesager /  kultur og fritid /  tv, radio og film /  samarbejde mellem dansk blindesamfund og danmarks radio / 

Samarbejde mellem Dansk Blindesamfund og Danmarks Radio

Som en konsekvens af det danske medieforlig er der fastsat terminer for den udvikling, der bl.a. skal ske for at gøre udsendelser i DR som public service-leverandør mere tilgængelig for handicappede, herunder for blinde og stærkt svagsynede.

Til dato er det kun dramaserier, der i det omfang, de er blevet produceret i DR, der er blevet synstolket. Senest har det været Borgen, sæson 2, som man har kunnet overvære med synstolkning enten på kanal 890 via det digitale net, eller streamet fra DR’s hjemmeside, hvor den enkelte episode har kunnet afspilles med eller uden synstolkning.

Over to dage har en række personer udpeget af Dansk Blindesamfund deltaget i fokusgruppemøder, hvor fire eksempler på udsendelser i dokumentargenren er blevet afprøvet. De fire "stumper" på cirka 8 minutter hver har omfattet så forskellige områder som en udsendelse om Brønderslevsagen, arbejdet på et hospice, Bonderøven og Gintberg på Læsø.

Det er glædeligt, at disse forsøg med nye genrer udføres, og der var – blandt de udpegede testpersoner – ingen tvivl om det berigende i at kunne følge udsendelser med de supplerende og generelt meget velplacerede og veldesignede speeks, som udgør det synstolkede lag.
Endnu mere glædeligt er det at vide, at forsøg med oplæsning af undertekster er noget, som Danmarks Radio i samarbejde med bl.a. Dansk Blindesamfund vil tage op i 2012.