Home /  mærkesager /  om sundhedsområdet /  gode råd til dig, der arbejder i sundhedssystemet / 

Gode råd til dig, der arbejder i sundhedssystemet

Tab af synssansen kan gøre det ekstra vanskeligt for mennesker med synshandicap at skulle gå til lægen, indlægges på et sygehus eller få udleveret medicin på apoteket. Hvordan læser du breve fra sygehuset og lægen? Og hvad med at læse indlægssedlen til medicinen? Her kan du få gode råd til, hvordan det fysiske miljø indrettes bedst, og hvordan du bedst kommunikerer med blinde og stærkt svagsynede patienter.
 

 

Gode råd til personalet på sygehuset

  • Præsenter dig med navn og titel, hver gang du taler med den synshandicappede patient.
  • Hvis der er flere til stede i lokalet, er den en god idé at nævne navnet på den, du taler til.
  • Ved indlæggelse spørg om du skal gennemgå værelse, toiletforhold og regler på afdelingen.
  • Hvis du serverer mad, så brug et øjeblik på at fortælle præcist, hvad der ligger på tallerkenen, og hvor det er placeret. Brug gerne begreberne kl. 12, kl. 6 osv., når du forklarer positionerne.

 

Gode råd om tilgængelig information

Ligesom for andre patienter er den rette information også vigtig for blinde og stærkt svagsynede uden ekstra forsinkelser eller meromkostninger.

God kommunikation til patienter med synshandicap er derfor:

  • Al skriftlig information skal findes i alternative medier udover trykt på papir eller i en brochure.
  • Sundhedsrelaterede netsteder skal udformes i henhold til de internationale retningslinjer om tilgængeligt web-design (WAI-retningslinjerne).
  • Indlægssedlerne i medicinemballage skal findes i andre formater, fx på lyd.
  • Information på recepter skal være tilgængelig på andre medier, fx lyd eller punktskrift uden meromkostninger for den blinde eller stærkt svagsynede patient.
  • Breve til den blinde eller stærkt svagsynede skal som et minimum tillige fremsendes i elektronisk form.

 

Gode råd til tilgængelighed indendørs- og udendørs

 
Fysisk tilgængelighed i sundhedssystemet

Vær særligt opmærksom på at adgangsarealet:

  • er adskilt taktilt fra kørende
  • er uden forhindringer i form af faste og løse genstande
  • har retningsgivende, ikke blændende belysning
  • har ledelinje fra offentlig befordring og taxiholdeplads som fører frem til indgangen
  • har belægningsskift oven for trapper og kontraststribe på alle trinforkanter
  • har håndlister i begge sider af trapper
  • er uden gitterriste

 

Vær særligt opmærksom på at indgangen:

  • har belægningsskift foran døren
  • har skiltning med god kontrast og belysning
  • har døre som betjenes manuelt eller har automatisk skydedør - døråbnere er svære at finde
  • har kaldeanlæg som kan betjenes af blinde
  • er særlig godt belyst og at glaspartier er markeret for at undgå kollision

 

Vær særligt opmærksom på at behandlingsstedet:

  • har ledelinje fra indgang til personlig betjening
  • har reception med særlig god belysning
  • har gange og trapper med god og jævn belysning
  • har gangarealer uden forhindringer
  • anvender kontrastfarver som fremhæver rummenes form, dørenes placering og andre funktioner
  • har gangarealer med håndlister som fungerer som ledelinje
  • har håndlister på alle trappereposer
  • har belægningsskift oven for trapper
  • har markering af trinforkanter med kontrastfarve
  • har tydelig skiltning og dørskilte med følbar skrift
  • har køsystem hvor nummeret oplyses auditivt, når det modtages og når det kaldes op
  • har følbart nummer på garderobeskab og nøgle
  • har elevator med taktil afmærkning af betjeningsknapper
  • har numeriske tastaturer som ligner telefonens
  • har toilet og garderobe med et blændfrit belyst spejl, man kan komme tæt på