Orden, systemer, forudsigelighed og pludselige ændringer
Inuk isigiarsuttorujussuaq inuttut isigisalittut avatangiisinik ataatsimoortumik takunnissinnaanngilaq. Taamaattumik tappiitsut isigiarsuttorujussuillu ulluinnarni illup iluani silamilu pisussanik siumut ilisimatinneqareertartussaapput, aamma torersunik aaqqissuussanillu avatangiiseqartussaapput.
Illup iluani periutsit
I hjemmet klarer man sig ved at have faste pladser til madvarer, køkkenudstyr, maden på bordet, strømperne i skuffen og vide, om en dør er åben eller lukket. Hvis andre, fx ægtefælle, børn eller hjemmehjælper, flytter rundt på ting, lader en dør stå halvåben eller bringer uorden i systemerne, kan det føre til væltede glas, forkert tilsætning af ingredienser til mad eller sår på benet. En blind person bruger typisk ikke den hvide stok i sit eget hjem og går heller ikke med armene/hænderne fremme i afsøgende bevægelser i tillid til, at tingene er, som de blev efterladt. Uorden i systemerne kan være grunden til, at der kan opstå skader eller andre utilsigtede hændelser.
Det er faktisk sådan, at et glas, som fx er stillet lige oven for tallerkenen, ”forsvinder” for personen med et synshandicap, hvis en anden person flytter den blot 5-10 centimeter væk fra den forventede placering.
Ud over at opretholde orden og systemer bruges ofte en afsøgningsteknik baseret på forsigtige, langsomme og forsøgsvis systematiske bevægelser, for derved at orientere sig på et bord, i et køleskab, på gulvet i entreen, hvor der står fodtøj osv.
Udendørs forhold
En person med et synshandicap oplever nu om dage, at omgivelserne – helt ned til detaljen – ændrer sig fra dag til dag, hvilket kan opleves som meget udfordrende og ofte som skræmmende eller afskrækkende.
Opgravninger, stilladser, cykler, som henstilles på alle leder og kanter på fortovet, som låses til lygtepæle eller gelændre, skilte og caféborde, som stilles ud for at lokke kunder til m.v., er elementer i det ændrede mønster, der især for blinde og svagsynede, der er forholdsvis novicer i forhold til mobilitet, gør færden udendørs vanskelig. For at færdes trygt bruges pejlemærker og kendemærker, fx brostensindkørsler, lyden fra jukeboksen i cafeen samt en fornemmelse af, hvor langt hen ad et fortov, man skal gå for at finde hjørnet, busstoppestedet eller kældernedgangen til kiosken. Hindringer, uventede opstillinger, en bunke henstillede cykler osv. bryder den rytme og det mønster, som den blinde fodgænger navigerer efter, og kan slå pågældende helt ud af kurs.
Der er derfor mange personer med et synshandicap, som afstår fra at gå ud mere end højst nødvendigt, eller som forsøger at finde nogen til at ledsage sig for at sikre en færden udendørs uden at pådrage sig skader.