Synshandicappet fra barndommen eller senere i livet

En person, som er blind eller stærkt svagsynet fra barneårene, har en mere omfattende erfaring i forhold til det at færdes og kommunikere ud fra non-visuelle forudsætninger, mens en person, som rammes af et synstab senere i livet, har en masse erfaringer med sig fra tiden før, for så vidt angår farver, perspektiv, personers udseende, non-verbal kommunikation, overblik over omgivelserne, fx en bys struktur osv.

En person, der mister synet som voksen eller ældre, kan blive særdeles psykisk og fysisk påvirket af dette. Eftersom personer med normalt syn modtager mere end 80 procent af deres sanseindtryk via øjnene, vil et synstab ofte indebære et enormt behov for at få genskabt sanseindtryk via de fire resterende intakte sanser: Høresansen, følesansen, lugtesansen og smagssansen. Mange tror, at personer med et synshandicap får skærpet de resterende sanser. Det kan diskuteres, idet der ikke sker nogen form for boost af de resterende sanser, men sanserne bruges helt naturligt mere intensivt, og erfaring og evnen til at kompensere betyder, at fx lyde og lugte fortolkes i højere grad og bliver en vigtigere del af den synshandicappede persons arsenal af indtryk og registreringer. En person med et synshandicap vil ofte i højere grad bruge fingrene som en erstatning for øjnene til at orientere sig.

En person med et synshandicap opnår med andre ord ingen overnaturlige evner, men kan med tiden lære sig at lytte og føle sig frem til en række informationer om omgivelserne, f.eks. personers humør, gadens trafiktæthed, arten af forretninger i den umiddelbare nærhed, eller om det regner udenfor. Overflader aftastes af hænderne, dvs. overfladernes beskaffenhed aflæses med følesansen.