Typografi
De typografiske faktorer, der gennemgås her, beskriver karakteristika ved forskellige skrifttyper, og det gennemgås, hvilken udformning der anbefales af hensyn til tilgængeligheden for svagsynede mennesker.
Skriftsnit
Skriftsnit findes i to hovedgrupper: serifskrifter og sans serifskrifter. Serif er betegnelsen for en pyntestreg, der afslutter bogstavets streger, og sans serif betyder derfor uden pyntestreger. Serifskrifterne er endvidere i sammenligning med sans serifskrifterne hyppigt karakteriseret ved stor forskel mellem grundstreger og hårstreger.
Tegningstekst: ’P’ skrevet med serif og sans serif
Man har i dag også lavet skriftsnit, der søger at kombinere de bedste egenskaber ved de to typer, således at man ikke bruger seriffer, men laver stor forskel mellem grundstreger og hårstreger.
Såvel serifskrifter som sans serifskrifter findes i utallige skriftvarianter med hver deres navn. Den enkelte variant er karakteriseret ved forskellig udformning af de enkelte typer. Her er der igen tale om to hovedformer, idet man kan have typer, der er meget høje i forhold til deres bredde – man taler om, at disse er "lodret orienteret". På samme måde kan de være meget brede i forhold til deres højde, og man taler så om "vandret orienteret".
Der er mange diskussioner om, hvilket skriftsnit der generelt er bedst og mest læsevenligt. Megen forskning har vist, at det for normaltseende meget ofte er et spørgsmål om vane, idet man vænner sig til at læse bestemte typer.
Der er ingen tvivl om, at andre faktorer også spiller ind, men skriftsnittet har bestemt stor betydning. Særligt når man taler om svagsynede, der læser ved brug af optiske læsehjælpemidler. ISI anbefaler derfor en skrift af sans seriftypen som f.eks. Ariel, Verdana eller Helvetica. Når disse anbefales, er det primært ud fra det synspunkt, at der her er tale om meget almindelige skriftsnit, som de fleste mennesker har adgang til.
Skriftstyrke
Et skriftsnit kan fremstilles i forskellig styrke: mager, halvfed eller fed. Man fokuserer her på stregbredden. Der er som udgangspunkt forskel på stregbredden mellem forskellige skriftsnit, men det normale er dog, at stregbredden naturligt vil blive bredere, når man laver skriften større.
Der er forskel på, hvilken vægt man lægger på betydningen af skriftstyrken. ISI anbefaler, at man som udgangspunkt vælger en skrift med en ikke for spinkel streg, og alene bruger fed skrift for at markere visse ord eller sætninger.
Skriftstørrelse/højde
Selvom man vælger samme punktstørrelse, får man ikke nødvendigvis samme størrelse typer – eller i hvert tilfælde ikke samme indtryk af typerne.
Store typer er mere læselige end små typer. Typestørrelsen er en af de mest betydningsfulde typografiske faktorer for læsere med et synshandicap.
Skriftstørrelsen skal være tilpasset målgruppen.
Ved almindelige tekstdokumenter og i publikationer anbefaler ISI, at skriftstørrelsen er mindst 12 punkt. Er publikationen målrettet svagsynede læsere, anbefales en skriftstørrelse på 16 punkt.
Tegningstekst: Tegningen viser overlængde, x-højde og underlængde på bokstaverne: pxl.
Hældning
Hældningen på en skrift kan være enten ordinær (lodret) eller kursiv (hældende). Disse variationer over en skrift bliver brugt for at skille forskellige tekstafsnit fra hinanden eller markere visse ord eller sætninger.
Undersøgelser viser, at det er lettere at læse ordinære bogstaver end kursiv. Læsere med et synshandicap har særlige problemer med at læse kursiv, hvorfor kursiv bør undgås.
Versaler
Versaler eller "store bogstaver" bliver ofte brugt for at skille forskellige tekstafsnit fra hinanden eller markere visse ord eller sætninger. I visse tilfælde bruges versaler endog igennem en hel tekst. Dette kan ikke anbefales, da versaler giver læseren en form for "stolpevirkning", der nedsætter læsevenligheden af en tekst betragteligt. Man bør altså aldrig bruge versaler i en løbende tekst, hvorimod det kan anbefales at bruge almindelige bogstaver med forskellig skriftstyrke.