Home /  livet som blind /  tips og gode råd /  pårørende - gode råd ved synstab / 

Pårørende - gode råd ved synstab

Nyblinde reagerer meget forskelligt på deres situation. Som pårørende kan du gøre en forskel ved at følge rådene på denne side.

  • Indstil dig på, at den nyblinde vil være stærkt afhængig af dig i starten.

  • Vær tålmodig, for alting tager længere tid for den, der har mistet synet. Selv om det er både nemmere og hurtigere, at du tager over, så lad være. Det kan være med til at skabe en for stærk afhængighed af dig.

  • Giv tid, lyt og vær til stede. Det tager tid at komme gennem en livskrise. Som pårørende kan du ikke give personen synet tilbage, men du kan være der!

  • Tilbyd din hjælp, men vær ikke omklamrende og umyndiggørende. Som pårørende kan det være let at ”tage over”, men giv den nyblinde tid og plads til at prøve selv. Spørg evt. den nyblinde om, hvornår du skal hjælpe, så du ikke overskrider hendes/hans grænser.

  • Find information. Når man mister synet, er det svært selv at finde information og viden om sin nye situation. Som pårørende kan du hjælpe til med at gå på nettet, bestille brochurer og læse dem højt for at finde de rigtige svar – og en løsning.
  • Lær ledsagerteknik. Det vil spare jer for mange blå mærker og misforståelser, når I fremover skal færdes sammen i det offentlige rum. Og det er hverken svært eller tidskrævende.

  • Sig det nænsomt, hvis den, der har mistet synet, har taget plettet tøj på eller spilder på dugen. Undgå at udstille eller nedgøre vedkommende, når du siger det.

  • Giv dig selv plads til at reagere på forandringerne.

  • Fasthold dine interesser og bliv ved med at gå ud. Det er ikke egoistisk, og den synshandicappede kan godt være alene hjemme.

  • Skab kontakt til ligestillede. At vide, der er andre i samme situation, kan være en stor hjælp, når det ser mest sort ud.

  • Tal sammen eller spørg, hvis der er noget, du ikke forstår ved den andens reaktioner.

  • Tal med andre i samme situation.

Synstab er en krise

Tab af synet vil i de fleste tilfælde sætte et menneske i krise. Krisens omfang afhænger af, om man mister synet gradvist eller pludseligt, ligesom det også har en betydning, om man er ung, midaldrende eller ældre, når synstabet sætter ind. Men uanset alder er det kritisk at miste synet. Man taber ikke kun evnen til at se, men også alt det man bruger synet til; at køre bil, male, læse, nyde kunst og kultur, at gå på arbejde og meget mere.

Krisens længde

Det tager typisk 1-2 år at gennemleve en krise. Det kan også være den tid, et menneske bruger på at forholde sig til et synstab. Men den, der har mistet synet, vil resten af livet blive konfronteret med sit handicap, og følelser som sorg, savn og vrede kan blive ved med at dukke op mange år efter.

Når krisen rammer de pårørende

Pårørende kan også opleve en krisereaktion. I starten er det personen, som har mistet synet, som naturligt er i fokus, mens pårørende automatisk sætter sig selv i anden række. Men på et tidspunkt er det vigtigt, at pårørende også får plads til at reagere på forandringerne. Det påvirker hele familien, når et menneske mister synet. Alle nære familiemedlemmer skal indstille sig på, at opgaver flyttes, og roller ændres.

Pinefuldt at være pårørende

Det kan være smertefuldt at være vidne til, at ens kære mister synet og begynder at famle rundt. Det kan også medføre følelser som irritation, utålmodighed, skam og skyld. Når én tæt på mister synet, kan der også dukke sorg og savn op hos den pårørende fx over dét man ikke længere kan dele eller nyde sammen. Man kan også føle sig egoistisk, når man laver noget, som dén uden synet ikke kan være med til.

Konsekvenser af synstab

Pårørende vil ofte se forandringer hos den, som har mistet synet. Det skyldes, at et menneske med synstab kan opleve:

  • et følelseskaos med bl.a. vrede, skam, fortvivlelse, sorg, håb og fortrøstning.

  • savn af det, de førhen brugte synet til fx køre bil m.m.

  • øget træthed, da selv enkle gøremål tager lang tid.

  • tab af identitet, for hvem er man, når man ikke kan udføre de opgaver, interesser eller det arbejde, man plejede?

  • mere lyst til at blive hjemme, fordi det er vante omgivelser, hvor man føler handicappet mindre.

  • at blive misforstået, fordi det manglende syn medvirker til, at man går ind i andre på gaden eller ikke får hilst og vinket til bekendte.

  • bekymringer, usikkerhed eller angst for fremtiden eller for at gå alene på gaden.

  • øget agtpågivenhed, for nu kan synssansen ikke længere bruges som kontrolsans, der sikrer, at man har husket at slukke for komfuret m.m.