Home /  mærkesager /  kultur og fritid /  tv, radio og film /  radio drama er kommet for at blive – det håber vi i hvert fald! / 

Radio Drama er kommet for at blive – det håber vi i hvert fald!

Flere lytter til podcast på deres telefoner. Det smitter af på genren radiodrama, som har stigende lyttertal.

Tekst og foto: Redaktionen

Logo for radiodramafestivalen FLYDI dag er der flere og flere, der lytter til podcast på deres telefoner, og det har smittet af på genren radiodrama, for her er lyttertallet også steget betydeligt. Derfor er det helt i tråd med udviklingen, at Danmarks første radiodramafestival FLYD - med støtte fra Dansk Blindesamfund - kunne afholdes fra d. 21.-24. august 2014 i København.

Radiodrama, som tidligere gik under betegnelsen hørespil eller radioteater, har i mange år været en næsten uddød kunstart med et faldende lyttertal, men i takt med at folk i dag lytter til podcast på deres telefoner, er interessen igen begyndt at stige, og der er kommet opmærksomhed på, hvad lyd kan.

Radiodrama har i mange år været en væsentlig underholdningskilde for blinde og stærkt svagsynede, og det har været et stort savn, at der de senere år ikke har været det samme udbud af gode radiospil som tidligere. ”Jeg synes jo det er fantastisk”, siger Tanja Andersen, som altid har været interesseret i teater og dramatik. ”Jeg elsker at gå i teatret, men som synshandicappet får jeg ikke alle detaljer med, når jeg ser et teaterstykke sammen med mine venner. Når jeg hører radiodrama, er lydene meget nøje afstemt, og historien er udviklet med vægt på lyd og uden indblanding af visuelle indtryk. Det giver lige en ekstra dimension. Og så er det jo let at arrangere, for man kan sidde hjemme og få en dramaoplevelse.”

I Danmark produceres radiodrama primært af Danmarks Radio. Fra nogle få tusinde lyttere er lyttertallet steget til over 100.000 lyttere om ugen. Bente Larsen, som har været en vigtig tovholder bag radiodramafestivalen FLYD, siger: ”DR har stor erfaring med radiodramatik, og indtil nu har det været det eneste sted i Danmark, hvor det har været muligt at lave radiodrama. Men DR Radiodrama er den store nationale scene med en forpligtelse over for den brede befolkning, og jeg tror, at der i de kommende år vil dukke mindre scener for radiodramatik op på internet og andre platforme. Her vil man se anderledes produktioner og nytænkning af lydmediets muligheder. Men der mangler erfaring med at producere fiktion blandt de dygtige radioproducenter. FLYD’s formål er blandt andet at skabe nye og frugtbare møder mellem de to verdener, og det begynder at ske nu.”

Dansk Blindesamfund har bakket op om hele arrangementet og blandt andet samarbejdet med netværket om konkurrencen for de uafhængige producenter med fokus på lyd.
Der var fire lyddramaer med i finalen. Vinderen af prisen på 10.000 kroner blev ”Hvid drøm” af Keep Talking.

Du kan høre alle lyddramaer på www.blind.dk/flyd-2014

Teaterstykke på lyd

Kvinde lytter med høretelefonerHørespil bliver i Danmark produceret og sendt på DR. I Danmark bliver det kaldt Radiodrama. Radiodrama er et teaterstykke på lyd. En dramatisk opførelse, eksempelvis et skuespil, som almindeligvis er skrevet for radio eller for afspilning som lydfil. Der er næsten altid flere personer der medvirker og med deres tonefald udtrykker de følelser og stemningsbilleder. Og der er ofte indlagt en akustisk baggrund (en kop, der falder på gulvet eller en dør, der åbner). Seende og personer med synshandicap har samme udgangspunkt, når teaterstykket er på lyd.

”Det er tydeligt, at en ny lyttekultur er på vej. Folk lytter til podcast på deres telefoner, som også virker som lydoptagere i sig selv. Det har øget opmærksomheden om, hvad lyd kan,” siger Bente Larsen bog festivalen FLYD.

 

DR’s Radiodrama-produktioner er primært baseret på serier af 30 timers varighed. Hver uge sender Danmarks Radio de populære lyddramaserier.

Du kan finde DR’s Radiodrama på DR P1 FM onsdag kl. 11.03 og 00.30 og torsdag kl. 21.03. 
Alle radiodrama-spil er også tilgængelige på DR's hjemmeside som podcast:

http://www.dr.dk/p1/radiodrama