Farver, lys og kontraster (synssansen)
Opfattelse af rum og enkeltelementer
Personer med normalt syn opfatter typisk et rum i sin helhed, når de træder ind, og efter dette lægger de mærke til enkelthederne. For mange personer med et synshandicap er processen ofte omvendt.
Fototekst A: Et indkøbscenter set udefra, billedet er skarpt. Billedet er set gennem en normaltseendes øjne.
Fototekst B: Et indkøbscenter set udefra, billedet er uskarpt. Billedet illuderer opfattelsen hos en person med øjensygdommen grå stær.
Enkeltelementerne opfattes først, herefter dannes en opfattelse af, hvordan enkelthederne hænger sammen. Det vil med andre ord sige, at det tager længere tid at opfatte omgivelserne sammenlignet med en person uden synsproblemer. Muligheder for at opfatte helheden vil afhænge af graden af tydeligheden, det vil sige afhængig af kontraster og belysning, samt hvor komplekst synsbilledet er. Jo mere information, som kræves for at kunne opfatte sammenhængen, desto længere tid vil denne proces tage, og jo større er risikoen for mistolkning eller misforståelser. Billederne ovenfor viser en bygning set med og uden filtrering, som skal illustrere virkningen af grå stær. Bemærk, hvor lang tid der behøves for at opfatte indholdet i billede B.
Farve- og luminanskontraster
En meget vigtig faktor ved opfattelsen er kontrasterne i synsbilledet. Kontrasten kan både bestå i en kontrast i farver og en såkaldt luminanskontrast (gråtonekontrast). Begge kontrastformer er vigtige for synssansen. Farvekontrasten har betydning for forståelsen af, hvad man ser, fordi farver også indeholder koder, som anvendes i vores omgivelser. Luminanskontrasten er vigtig, fordi den hænger sammen med vores evne til at opfatte dybde og bevægelse.
I den perifere del af synsfeltet, som har meget stor betydning for både synet og opfattelsen af bevægelse, opfatter vi kun luminanser. Jo mere mættede farverne er, og jo større luminansforskellen er mellem farverne, desto mere synlig er kontrasten. En kontrast er også effektiv, når den består mellem en mørk og en lys farve, dvs. hvor farverne har forskellige luminanser.
På tegningerne nedenfor vises tre forskellige kontraster.
Tegningstekst: Tegning A viser en luminanskontrast, som kun er skabt af gråtoner. En mellemgrå rektangel, der er placeret på en mørk hudfarvet rektangel.
Tegningstekst: Tegning B viser en farvekontrast, der mangler luminanskontrast. Et mørkt rødt rektangel placeret på et orangerødt rektangel.
Tegningstekst: Tegning C viser en kombination af farve- og luminanskontraster. Et mørkeblåt rektangel er placeret på et lysegrønt rektangel.
For personer med normalt syn kan disse kontraster fungere fint. Hvis man kniber øjnene kraftigt i, kan man skabe en illusion om at have et nedsat syn. Man vil da opleve, at tegning B ikke længere viser kontrast, mens tegning A og C fortsat viser sig som indeholdende kontrast. Det kan også noteres, at kontrasterne i illustration C faktisk er noget mere synlige end i tegning A. Årsagen er, at farverne tilføjer noget til kontrasten. Imidlertid er det allervigtigste, at kontrasten besidder en luminanskontrast.
Øjets nethinde har den egenskab, at den forstærker luminansens kantlinjer under forudsætning af, at disse er tilstrækkeligt skarpe. Dette fænomen finder kun sted i forhold til luminanskontrasterne, ikke i forhold til farvekontrasterne. Personer med et synshandicap, der lider af skader på øjets linse, som fører til diffusion af lyset, mister noget af denne egenskab, fordi kontrastens kantlinje flyder ud. Disse personer er derfor særligt sårbare i forhold til udflydende gråzonekontraster.
Tegningstekst: Tegningen ovenfor viser rækker og kolonner med farver.
Farverne i hver kolonne er forskellige, men har samme luminans.
Farverne i hver række er ens, men har samme luminans.
Hvis man kniber øjnene kraftigt i, mens man ser på tegningen, kan man tydeligt skille kolonnerne fra hinanden, mens det er sværere at skille rækkerne. Hvis man ser mod højre kant i hver række, kan man se, at jo nærmere man kommer kanten, jo lysere ser farverne ud. Ser man mod venstre kant, ser farverne hver især mørkere ud.
Grunden til dette er nethindens forstærkning af luminanskontrasten. Denne effekt kaldes macb-bånd.
De personer, der har prøvet at stå på langrendsski i gråvejr, eller de, der har gået tur i den snedækkede natur, kan have oplevet, hvor svært det kan være at opfatte konturer og overfladedetaljer i landskabet. I klart vejr er det lige modsat, her er konturer og overfladeformer meget tydeligere. Dette fænomen skyldes lysets evne til at danne skygger, som bidrager til at synliggøre konturer og overfladedetaljer.
Fototekst: Billedet er et vinterbillede, hvor betydningen af skyggerne illustreres. Skyggerne gør både bilspor og venstre snekant meget tydeligere. Højre snekant har derimod ingen skygger, hvorfor den er vanskelig at opfatte. Sneen er lige hvid overalt. Det er skyggerne, som gør formerne synlige.
Ovenstående eksempler illustrerer, hvor vigtig belysning, farver og kontraster er for, at personer med et synshandicap er i stand til at opfatte omgivelserne.
Indendørs i en bygning oplever vi tilsvarende fænomener. Anvendes udelukkende indirekte belysning, går man delvis glip af konturer og formerne ved overfladerne. Der opstår vanskeligheder med at skelne mellem forskellige genstande, opfatte overfladeformer og fokusere mod en flade.
Dette kan ramme personer med et synshandicap ganske alvorligt, dels fordi det bliver vanskeligt at opfatte genstande, dels fordi det bliver vanskeligt at adskille de enkelte genstande fra hinanden. En del af den synsrelaterede information, som man har brug for til at opfatte sammenhænge, går hen og bliver mere utilgængelig. Derfor har mange personer med et synshandicap brug for en vis mængde fokuseret lys, for at skyggeeffekterne bliver så tydelige som muligt.